.......hvad ville livet være uden kærlighed og kage?

søndag den 15. august 2010

Bombardementer

Regn mod ruden og en kold hundesnude der mindede om, at nu var dagen altså startet. Sådan kan en søndag også starte.

Ud af sengen, op på cyklen og ud i regnen på en sensommermorgen der alligevel havde sin egen charme. Vi (hunden og jeg) begav os igennem den lokale park, hvor der i denne weekend har været Rugby Stævne med deltagere fra hele verden - i telt - i skybrud over københavnsområdet. Jeg håber de også når at få et indtryk af Danmark fra sin mildere side.

Sådan en start på dagen kræver en mere barmhjertig afslutning.

Og hvad er mere barmhjertigt end kage.

Idag stod den på bomber - citronbomber.



Der bliver 24 kager ud af denne dej:

200 g smør
300 g sukker
3 æg
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
korn fra en stang vanille
2½ dl kærnemælk
revet skal af en hel citron
saft af det halve af citronen

Tænd ovnen på 200 grader.

Du skal piske smør og sukker hvidt. Det tager lidt tid, men det er værd at bruge tiden. Derefter tilsætter du æggene et af gangen under kraftig omrøring. Tilsæt citronskal og saft og kornene fra vanillestangen.
Mel og bagepulver blandes sammen, og sigtes ned i dejen. Tilsæt kærnemælk og rør dejen sammen til en lind masse.

Dejen hældes i en muffinform. Hvis du ikke har en form, så skal du bruge 2 papirforme inden i hinanden, så kagerne ikke flyder ud. Under alle omstændigheder, så bruger jeg altid papirforme nede i min muffinform.

Bag kagerne i 10-13 minutter. Lad dem køle af.




Mine citronbomber er pyntet med italiensk marengssmørcreme.

Jeg bruger følgende opskrift:

120 ml koldt vand
530 ml sukker
9 æggehvider
680 g usaltet smør
saft og skal fra en halv citron.

Bring vand og sukker i kog. Sæt et ur på 7 minutter. Når sukker og vand har kogt (det skal ikke bulderkoge) i 5 minutter så begynder du at piske æggehviderne ved højeste hastighed - sukkeret koger videre. Når der er gået 7 minutter så hælder du forsigtigt sukkerlagen ned til de stive æggehvider, mens der stadig piskes på højeste hastighed. Det bliver til en skøn marengsmasse, som du fortsætter med at piske ved mellem hastighed indtil massen er kølig. Når massen er kølet af putter du smøret i marengsen under fortsat piskning - et lille stykke ad gangen. Nogen gange skiller cremen i denne proces, men du skal bare fortsætte med at piske  - den skal nok samle sig. Nu tilsætter du også citronskal og saft.

Når det er pisket godt sammen så skulle du gerne have den skønneste lækre marengssmørcreme.

Til de 24 kager lavede jeg en halv portion marengssmørcreme.

Jeg køler cremen af i køleskabet så den er nemmere at smøre ud eller putte i sprøjtepose. Hvis du køler cremen i køleskabet, så skal du lige piske den op igen inden brug.

Så kan der pyntes efter tid og lyst!












1 kommentar:

  1. Jeg syntes denne opskrift ser spændende ud, jeg vender tilbage med en kommentar når jeg har fået prøvet den.
    MVH Marie

    SvarSlet