.......hvad ville livet være uden kærlighed og kage?

søndag den 31. oktober 2010

Mere halloween

Her er lidt flere kager a'la uhygge....cupcakes med masser af sukkerpynt.....forklaring til hvordan de laves kommer en anden gang - nu er jeg træt efter besøg af knap 70 børn der på skift skulle have slik, knogler og grønne kys. Alle børnene var klædt fantastisk ud.








Det bliver dejligt at komme tilbage fra den mørke side, og holde en kort pause, inden julen sætter ind!

mig

lørdag den 30. oktober 2010

Gode knogler

Dejligt at mosteren kunne slappe af idag - her stod den på forberedelse til HALLOWEEN.....

Der blev lavet knogler, kys og spøgelser....lyder det mystisk....så se med nedenfor.

Idéen til de sjove marengsknogler er tyvstjålet fra Martha Stewart, og de kommer kommer til at pynte i en stor skål imorgen.



Du skal bruge:

6 æggehvider
340 g sukker
Lidt klar vanilleessens

Tænd ovnen på 150 grader varmluft.

Pisk hviderne og sukkeret i en skål, som du sætter over en gryde med kogende vand (vandbad). Pisk dér indtil massen føles varm. Tilsæt vanilleessens og fortsæt piskningen væk fra vandbadet indtil der dannes stive toppe - det tager sin tid...i min røremaskine næsten 5 minutter....

Put massen i en sprøjtepose og sprøjt den ud på bagepapir.  Det bliver pænest hvis du laver dem i én bevægelse. Jeg startede med et spejlvendt "c", fortsatte med den lige del, og afsluttede med et rigtigt "c"

Jeg lavede mine ca. 10 cm lange.

Bages/tørres i ovnen ca. 1 time.

Min søde veninde skulle have en portion, og det blev da ret fint, synes jeg.


Noget af "knoglemassen" blev brugt til små kys - jeg farvede massen med lidt pastafarve (mikro smule af farven "Holly Green" fra butikken), lod den ene af mine drenge folde sig ud som kysmager, og de blev rigtig fine. De blev også til med sprøjtepose.



Spøgelserne blev lavet af denne cookiedej fra bogen "Massor af kakor" skrevet af Jacqueline Bellefontaine.

175 g smør
2 dl sukker
1 sammenpisket æg
& dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1/4 tsk allehånde
1/2 tsk kanel
1/2 tsk muskatnød

Rør smør og sukker hvidt og tilsæt ægget under stadig piskning. Tilsæt mel, krydderier og bagepulver. Du kan evt. tilsætte lidt mælk hvis du synes dejen ikke bliver smidig nok. Dejen skal hvile i køleskabet i mindst 30 minutter så dejen bliver fast.

Tænd ovnen på 175 grader.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og stik de figurer ud du ønsker. Læg dem på bagepapir på en plade, og bag dem ca 10 minutter.

Efter afkøling kan du pynte dem.

Jeg brugte almindelig glasur af flormelis og en smule vand, og jeg farvede den ekstra hvid med "Wiltons ekstra white" farve (se butikken), da glasur ellers nogen gange bliver lidt "vandet" at se på.  Øjne og mund blev lavet med en tube sort glasur jeg tidligere har fået i gave.



Jeg håber I alle får en rigtig (u)hyggelig dag imorgen..........fuld af gys og gru...og en enkelt kage...

Mig

En stille stund

Koldt, vådt og mørkt udenfor,
men tilgengæld hygge varmt, tæppe tørt og stearin lyst indenfor.

Denne weekend er sat af til hjemlig hygge, uden nogen pligter eller arrangementer.
I den kommende tid, vil der være nok at se til og selv om det er skønt med liv og glade dage, med masser af aktiviteter, gøremål og forberedelser til den kommende sæson, ja så er en stille pause, hvor der bliver ladet op og reflekteret bare guld værd.

Så en kæmpe kande te foran mig og om lidt er der friskbagt brød.

moster

torsdag den 28. oktober 2010

Hindbærsnitter

En af mine gode veninder kom på besøg i går aftes, og så skulle der en kage til. Jeg bladrede lidt i opskrifter, for jeg havde lyst til at bage noget nyt og uafprøvet. Pludselig falder jeg over én af mosters opskrifter...på hindbærsnitter. Jep - den gode gammeldags slags med tilpas sprød mørdej, frisk smag af hindbær og med den klassiske hvide glasur på toppen...og selvfølgelig multifarvet krymmel. Jeg har egentlig et lidt anstrengt forhold til den her krymmel som på én og samme gang er både festlig og frygtindgydende med den dens overflod af alt for heftige farver. Men ærlig talt - uanset det faktum, at jeg er varm fortaler for douche farver og nuance-koordinering, så ville en hindbærsnitte ikke være det sammen uden dette festfyrværkeri af farver, vel!

Disse snitter viste sig at være lysår fra dem der ligger i bagerens disk, og nærmest skammer sig lidt over at være ladt tilbage efter alle de andre kager er solgt......Og så er de SÅ nemme at lave.

Til snitterne skal du bruge:

300 g hvedemel

90 g flormelis

200 g blødt smør

1 æggeblomme

1 spsk vand

1 glas hindbærmarmelade

flormelis

lidt vand

Du skal smuldre smøret ud i melet og flormelisen indtil hele blandingen ligner brødkrummer. Her er en foodprocesser fantastisk, men du kan også gribe en kniv i hver hånd og skære på kryds og tværs i blandingen. Når du er færdig skal dejen se sådan her ud:


Så samler du hurtigt dejen med æggeblomme og vand. Så snart den er samlet så skal den på køl i 30 min. Du må endelig ikke stå og ælte dejen for så bliver mørdejen ikke sprød.

Rul mørdejen ud i to lige store firkanter, prik dem med en gaffel og bag dem i 12 min ved 200 grader, eller til de er lysebrune i kanten. Afkøles.

Når de er kolde smøres den ene med hindbærmarmelade - du skal formentlig ikke bruge hele glasset - og den anden lægges ovenpå.

Rør en ret stor portion glasur af flormelis og vand - den må gerne være lidt tyk - og smør det på den øverste firkant.

Lad glasuren være et minuts tid og drys så krymmel på. Hvis du putter krymmel på når glasuren er helt våd så flyder farverne ud.

Lad glasuren stivne og skær så hele herligheden i snitter.

TIP: hvis du vil have pæne skærekanter, så sørg for at skylle din skarpe kniv under meget varmt vand hver gang du har skåret en "bane".


God bagelyst - retro style!

mig

onsdag den 20. oktober 2010

Minimuffins med trøffelcreme af hvid chokolade

Så skulle den nye bageform til minimuffins afprøves! Jeg har været lidt skeptisk, og tænkt, at hver enkelt muffin simpelthen blev for lille, men på den her måde så bliver der 2 gode bidder ud af en muffin.

Ja - det er ikke nok til at stille den store lækkersult, men hvor en almindelig muffin også nærmest bliver et helt måltid, så er de små både fine og elegante, og de kan bære lidt tungere konsistens og mere intensiv smag. Lidt - men ihvertfald godt!

Idag har jeg lavet dem over et citron-tema, bestående af citronkage med trøffelcreme af hvid chokolade med et hint af citron.

Vær opmærksom på at trøffelcremen helst skal laves dagen før.

Jeg plejer at bruge denne dej til en stor bradepandekage - du ved, sådan én man altid mangler en opskrift på når der skal bages til skolen eller arbejdet. Opskriften stammer oprindelig fra magasinet "Mad!".

Citronkage:

400 g smør
600 g sukker
6 æg
2 spsk bagepulver
2½ spsk vanillesukker
4½ dl kærnemælk
2 usprøjtede citroner

Tænd ovnen på 200 grader

Pisk smør og sukker sammen til det er hvidt og luftigt. Pisk æggene i et ad gangen. Sigt mel, bagepulver og vanillesukker ned i smør/æggeblandingen. Tilsæt kærnemælk og citronskal- og saft og rør dejen sammen til en lind masse.

Put papirforme ned i muffinformen og fyld hver form næsten helt op med dej. Jeg brugte en sprøjtepose - så var det nemt at få dejen i formen.

Bag de små muffins i 7-10 minutter.


Jeg pyntede disse med trøffelcreme (ganache) af hvid chokolade smagt til med lidt citronsaft.

Trøffelcreme:
½ liter piskefløde
350 g grovhakket hvid chokolade 
citronsaft

Bring fløden i kog, og tag den af varmen. Put den grovhakkede chokolade ned i fløden og lad det stå lidt uden at røre rundt. Efter et par minutter kan du røre forsigtigt rundt og samtidig smage til med citronsaft.

Sæt massen på køl (gerne til dagen efter), og du kan nu piske den op ligesom hvis du skulle piske flødeskum. Hold øje med den - du må ikke piske for meget for så bliver massen grynet. I min røremaskine tager det ca. 30 sekunder.

Brug en sprøjtepose med stjernetylle til at sprøjte massen på de kolde muffins.

  



Velbekomme!

mig

fredag den 15. oktober 2010

Kanelsnegle

Uhmm...finder der egentlig nogen der ikke kan lide kanelsnegle? Jeg tror ikke jeg kender nogen, men jeg har tit været viklet ind i den evige diskussion......glasur eller ingen glasur? Jeg er ikke i tvivl - selvfølgelig skal der en lækker klat glasur på.

Det er min gode ven Lars (og hans mor) der er ophavsmand til selve bolledejen, som iøvrigt altid er gået under navnet "Lars' boller". På den måde bringer Lars smil i køkkenet, uden at han selv ved det, og selvom han befinder sig i en anden landsdel.

Det giver sig selv at du kan bruge dejen til almindelige boller. Nåh, ja ikke almindelige boller, men fantastiske boller.

Men idag blev Lars' boller altså til kanelsnegle.

Til dejen skal du bruge:
150 g smør
½ liter mælk
50 g gær
1 dl sukker
800 g mel (jeg ender altid med at bruge mere, men prøv dig frem - dejen skal være blød og elastisk)
1/4 tsk kardemomme

Smøret smeltes i en gryde, og mælken kommes i. Når blandingen er finger-varm så hældes den i en røreskål. Gæren og sukkeret udrøres i mælkeblandingen. Tilsæt kardemomme. Ælt melet i dejen lidt af gangen - stop når dejen er blød men elastisk-

Lad dejen hæve 15 minutter. Imens skal du lave kanelblandingen:

250 g smør
2 dl sukker
4 spsk kanel

Alle ingredienser blandes sammen til en lind masse.

Dejen deles i 2 som hver især rulles ud på et meldryset bord til firkanter af ca. ½ cm. tykkelse. Fordel halvdelen af kanelblandingen på hver af de to plader.

Rul hver plade sammen som en roulade og skær den i 1 cm tykke skiver.

Jeg putter altid skiverne i en passende papirform, men du kan sætte dem på bagepapir på en plade. Det gode ved formen er, at "snasket" bliver i kanelsneglen under bagningen i stedet for at løbe ud på pladen.

Lad sneglene efterhæve i 20 minutter




Bages 10-15 minutter ved 200 grader.




Put glasur på når de er kølet lidt af.

Velbekomme fra "mig"