.......hvad ville livet være uden kærlighed og kage?

torsdag den 9. december 2010

Scones

Fik lige pludselig en ubestemmelig trang til rigtig engelsk afternoon tea, med te i skønne kopper, scones med double cream og marmelade og små delikate agurkesandwich. Hmmm...da jeg åbnede øjnene så var det stadig torsdag i storkøbenhavn, og ikke en eneste smilende engelsk tjener var i syne, og hvad gør man så?

Jeg måtte selv igang i køkkenet og bage nogle scones - uhmm de blev rigtig gode!

Scones har - som næsten alt andet i livet - sine egne hemmeligheder, eller tricks om du vil.

1. Dejen må ikke æltes for meget - når smøret er smuldret ud i melet så skal de våde ingredienser i, og så skal dejen kun samles til den er glat og fin. Jo mindre du ælter jo luftigere bliver de - ælter du for meget bliver de seje.

2. Hvis du tager halvdelen af mælken (eller kærnemælken, yoghurten eller lign) og erstatter med vand så bliver de også lettere

3. De skal bages ved høj temperatur - ca. 220 grader

Jeg bagte efter denne opskrift og fik 12 scones ud af det:

300 g hvedemel
30 g smør
2½ tsk bagepulver
1 knivspids salt
60 g flormelis
2 ½ dl mælk
Vanillekorn fra en halv stang vanille

Til pensling:
1 dl mælk og 1 æg pisket sammen

Tænd ovnen på 220 grader.

Sigt mel, bagepulver og salt ned i en skål. Tilsæt smør og vanillekorn (og smuldr det ud i melet indtil det ligner brødkrummer. Det kan gøres med hænderne eller forsigtigt i en røremaskine.  Sigt flormelis ned i melblandingen og tilsæt mælk og bland det hurtigt sammen til en blød dej.

Vend dejen ud på et meldrysset bord, ælt den hurtigt igennem og rul den ud i 2 cm tykkelse.

Brug en meldrysset rund udstikker - det kan fx være et glas - eller skær cirkler ud med en kniv, og sæt de runde scones på en bageplade.


Pensl dem med æggebalndingen og bag dem ved 220 grader i ca. 10 minutter.

Afkøles på en rist.



Disse er med en skøn vanillesmag, men du kan tilsætte lidt grovhakket chokolade og få lækre chokolade-scones. Eller lidt tørrede tranebær, eller lidt rosiner.....

God fornøjelse

søndag den 5. december 2010

Julebagning - orangespecier

Den anden slags jule-småkage der blev bagt i dag var orangespecier. Og ingen jul hos os uden dem. Det er én af den slags småkager jeg har fået til jul så langt tilbage jeg kan huske, og selvom der vel findes hundredevis af opskrifter på denne klassiske småkage, så er denne her den eneste der smager helt rigtigt....

Til dejen skal du bruge:

250 g smør
250 g sukker
1 æg
50 g finthakkede, ikke smuttede mandler
Reven skal af en appelsin og en citron
250 g mel

Rør smør og sukker til sukkeret er opløst. Put ægget i under omrøring. Tilsæt mel og reven skal af appelsin og citron og rør det sammen.

Du kan nu vælge at sætte dejen i små toppe på bagepapir med en teske - hold afstand mellem toppene, for de flyder ud under bagningen.

Jeg puttede dejen i en frostpose, og formede den til en firkant ca. 20 x 10 cm og lod den ligge udenfor natten over - så blev den næsten frossen. Du kan dog også sagtens putte dejen i køleskabet.

Idag skar jeg så dejen ud i 2 cm bredde stænger, og hver stang blev så efterfølgende skåret i tynde skiver. Du skal ikke være nervøs for faconen, de løber ud og bliver fint runde når du bager dem.

Bag dem ved 175 grader indtil kanten begynder at blive gylden - de må endelig ikke blive mørke. 

Her kan du se kagerne inden de blev bagt  - faconen er noget kantet.


Og her efter bagning, så bare rolig, de skal nok blive flotte!


Og så var det i dag, jeg blev meget glad for min ekstra kølerist med alle de småkager :-)

God bagning

mig 

Julebagning - gingerbread

Så kom den også til os - tiden til at bage julesmåkager. Dejene blev lavet igår, og traditionen tro, så har jeg selvfølgelig lavet alt for store portioner....hvis der ellers er noget der hedder sådan i kagernes verden.....?
Jeg har egentlig overvejet små portioner der først skulle bages i sidste øjeblik før jul, for ligesom at kompensere for at have rygrad som en lunken cocio når det kommer til at sige nej til julens lækkerier. Den plan holdt ikke, og jeg bilder mig selv ind at det skyldes pres fra familien!

Nu er jeg jo ikke den eneste med en noget svækket vilje her i december, og jeg måtte simpelthen grine igår da jeg var ude for at købe ind. Mens jeg stod i køen kunne jeg jo passende smugkigge på forsiden af diverse ugeblade, og på forsiden af det ene blad stod noget i stil med "læge knækker koden til fedme". Og så var det, at jeg kom til at kigge på de varer som kunderne før mig lagde på båndet.......klejner, pebernødder, fløde, juleslik, chokolade, marcipan, nougat osv. osv.

For retfærdighedens skyld skal det selvfølgelig nævnes at min vogn heller ikke var for fin.

Hmmm....mon ikke flere kunne knække koden til overvægt, hvis vi kiggede lidt mere kritisk i vores poser :-)

Nåh - der skulle ihvertfald bages jule-småkager i dag, og én af de to slags der blev tid til at bage idag var gingerbread.  Drengene elsker, at være med til at stikke figurer ud, og især var de vilde med elg-figuren i år. Jeg er selv mest vild med hjerterne.

Gingerbread træder i år i stedet for brunkager, og jeg har brugt en opskrift fra Camilla Plums "Jul". Jeg puttede dog lidt mindre ingefær i end hun foreslår, for ellers så bliver de for stærke, synes jeg.

Der bliver mange kager ud af denne portion.

Du skal bruge:
500 g sukker
250 g stuevarmt smør
2 dl piskefløde
2 dl sirup
2 spsk bagepulver
5 tsk stødt ingefær (jeg brugte 3 spsk og de smager fint af ingefær)
4 tsk stødt kanel
4 tsk stødt kardemomme
2 spsk kakao
Hvedemel (jeg brugte ca. 800 g)

Smør og sukker røres sammen til sukkeret er opløst. Tilsæt først fløden, og så de øvrige ingredienser. Tilsæt så meget mel, at dejen er formbar, men ikke for fast.

Lad dejen ligge i køleskabet mindst natten over, inden du går igang med udrulningen. Rul dejen tyndt ud og stik alle de figurer ud du har lyst til.

Bag kagerne ved 180 grader til de er gyldne - pas på de ikke bliver mørke, så bliver de bitre.

Dekorer med hvid tyk glasur hvis de skal være ekstra fine!



Rigtig god bagelyst!

mig